Rigtige Engle Sover På Maven

Jeg søgte i foråret ind på Forfatterskolen for børnelitteratur med denne tekst om pigen Vita, der leder efter sin far og mor i himlen. Her møder hun englen Basse, der vogter Himlens Port sammen med Pede. Men Vita står ikke på Pedes liste, så Basse tager Vita med hjem til Limbo…            

Til min store ærgelse blev jeg IKKE optaget.                                                  

RIGTIGE ENGLE SOVER PÅ MAVEN (uddrag)                                                ”Jeg ønsker mig en ny glorie,” siger Basse, da de sidder ved middagsbordet. ”Hvad er der nu galt med den du har i forvejen?” spørger Lucifar. ”Ikke noget. Den skinner bare ikke lige så fint som de andres,” svarer Basse. ”Sig mig får du ikke din løn i himlen, knægt? Du får den ikke før din fødselsdag!” svovler Lucifar.  ”Nu er det jo ikke os alle sammen, der fejrer fødselsdag to gange om året”, siger Lucimor. Lucifar tager en bid af æblekagen og ser pludselig forkert ud i ansigtet. ”Hvad helvede er nu det?” spørger han og prikker til den hvide luftige masse oven på kagen. ”Det er vaniljeskyr,” siger Lucimor. ”Jeg tænkte vi skulle prøve noget nyt.” ”Fyh, for den lede! Det smager som noget jeg har skabt! Du ved da, at jeg foretrækker flødeskum til min æblekage!” siger Lucifar med røg ud af ørene. ”Jeg synes det smager himmelsk,” siger Vita og smiler til Lucimor. ”Ja, så englene synger,” siger Basse. ”Hov hov, I to. Ikke bande,” siger Lucifar og skraber skyren til side på tallerkenen. ”Han falder hurtigt ned igen,” siger Lucimor og klapper Vita på kinden. ”Nå lille Vita. Fortæl mig nu: Hvordan er du dog kommet herop uden vinger?” ”Jeg tog stigen,” svarer Vita. ”Stigen?” Lucimor og Lucifar ser forundret på hinanden. ”Ja. Jeg fulgte efter far og mor, men da jeg kom op på skyen, kunne jeg ikke finde dem. Og Pede ville ikke lukke mig ind, fordi mit navn ikke stod på listen.” Lucifar ser pludseligt glad ud. ”Jamen så er du kommet til den rette. Lad os indgå en pagt,” foreslår han. ”Jeg hjælper dig med at finde dine forældre og til gengæld giver du mig sin sjæ..” ”Du skal ikke gøre det, Vita!” afbryder Basse. ”Han snyder dig bare. Det gør han altid!”. Lucifar ser på Lucimor: ”Det er det jeg altid har sagt. Jeg er ikke far til det barn.” ”Nej, det må have været Helligånden,” siger Lucimor og ryster overbærende på hovedet. ”Blev I mætte?” Vita og Basse nikker. ”Der er ikke andet vi kan friste med?” spørger Lucifar med et glimt i øjet. ”Nej tak. Ellers tak,” siger Vita. ”Og velopdragen er hun også,” bemærker Lucimor. ”Du godeste. Du sidder jo og fryser. Kom du med mig min pige, så finder vi noget nattøj og en varm seng til dig. Så kan Lucifar måske tage opvasken,” siger Lucimor og prøver at fange hans blik. ”Det tror jeg ikke du skal regne med, jeg har nemlig en meget vigtig kabale, der ligger og venter,” siger Lucifar. ”Det var dét din oldemor døde af – dårlige undskyldninger!” siger Lucimor på vej op ad vindeltrappen med Vita og Basse.

Basses værelse ligner slet ikke resten af Limbo. Væggene er malet violette og der er lyskæder med engle og selvlysende stjerner i loftet. ”Du kan tage den her,” siger Lucimor og rækker Vita en pyjamas med små røde djævleunger på. ”Den går Basse alligevel aldrig med.” ”Hvem er det på plakaterne?” spørger Vita, imens hun trækker i pyjamassen. ”Det der er FC. Heaven – de fører engleligaen i fodbold,” fortæller Basse. ”Og ham der hænger ved siden af er Gabriel – budskabets engel. Det er ham, der hjælper sjælen til sit rette bestemmelsessted. Jeg vil gerne være ligesom ham, når jeg bliver stor, ” siger Basse og lyser op. ”Lucimor? Tror du nogensinde jeg får fjer på vingerne?” ”Selvfølgelig gør du det, min dreng. Husk at tage glorien af, før du sover, så skal jeg pudse den for dig til i morgen,” siger Lucimor, imens hun putter Basse og Vita. ”Hov! Vi har ikke børstet tænder!” siger Vita. ”Børstet tænder? Hvad er det?” spørger Basse nysgerrigt. ”Det behøver vi ikke heroppe,” siger Lucimor og ler, så man kan se, at hun kun har to tænder i overmunden. ”Så beder du måske også aftenbøn?” Vita når ikke at svare, før Lucimor er halvt ude af døren med Basses glorie i favnen. ”Godnat børn, husk nu at I skal op før Lucifar får sko på imorgen,” siger Lucimor og lukker døren bag sig. ”Har du egentlig nogensinde været derinde?” spørger Vita. ”Bag Porten?” ”Næh, jeg vogter den bare sammen med Pede. Men Lucifar har engang boet der,” siger Basse søvnigt. ”Hvordan er der?” spørger Vita. ”Jeg ved det ikke. Han vil ikke tale om det,” siger Basse og gaber. ”Det var før han mødte Lucimor.” Vita ser over på Basse, der ligger på ryggen i sengen med de nøgne vinger bredt ud til begge sider. ”Rigtige engle sover altså på maven,” siger hun. Basse lader som om han ikke hører det. ”Sover du?” Basse svarer stadig ikke. ”Godnat Basse,” siger Vita og slukker natlampen. ”Godnat Vita,” hvisker Basse og vender sig lydløst om på maven. Lucimor betragter de to venner gennem overvågningsskyen. ”Sover de?” spørger Lucifar og kigger op fra avisen. ”Som engle,” siger Lucimor. ”Jeg er bekymret for Basse,” siger Lucifar. ”Du kan ikke blive ved med at lyve for ham. Han går og tror, at han er en engel og du ved lige så godt som jeg, at den dreng er ingen engel!” ”Unge engle bliver ofte gamle djævle, det burde du da vide,” siger Lucimor kærligt og går i gang med at pudse Basses glorie. ”Åh, du er så hellig!” svovler Lucifar bag avisen med nyheder fra himmel og helvede.

Det er stadig mørkt, da Basse vækker Vita. ”Vågn op, vi skal afsted! Vi skal være ved porten inden daggry!” Vita strækker sig og gnider søvnen ud af øjnene. Basse er allerede kommet i tøjet og glorien. Hun når kun lige at træde ud af sengen, da der lyder et højt brag. ”Hvad var det?” spørger Vita forskrækket. ”Det er et stjerneskud!” siger Basse begejstret og løber hen til vinduet. ”Kom og se!” Vita kigger ud på himmelen. De er så tæt på, at stjerneskuddet oplyser hele tårnværelset. ”Tænk. Lige nu bliver en engel født,” siger Basse. ”Er det ikke smukt? Skynd dig at ønske noget, men du må ikke sige det højt, for så går det ikke i opfyldelse.” Vita lukker øjnene og ønsker alt hvad hun kan. ”Fik du ønsket?” spørger Basse. Vita nikker. Da hun åbner øjnene igen, er Basse allerede på vej ned ad vindeltrappen. Vita skynder sig efter ham. ”Prøv lige at stå stille” siger Vita, da de er kommet ned. ”Der sidder noget på din vinge… Det sidder fast!” Vita bliver helt stille. ”Basse. Du har fået et dun på den ene vinge! ”Virkelig?!” Basse løber rundt om sig selv af glæde og jagter sine egne vinger. ”Hvor? Jeg kan ikke se det!” ”Har I ikke et spejl?” spørger Vita. ”Nej, der findes ikke spejle i Limbo. Man kan alligevel ikke se noget i dem. Men jeg kan godt mærke det!” siger Basse og vifter stolt med vingen. ”Bare vent til de andre ser det! Kom, vi tager limbosinen derop!”